Ung vietnamesisk kristen kidnappet af politiet juleaften
Foruroligende bølge af ureglementerede arrestationer af kristne
03.01.2012 Vietnam. I slutningen af 2011 kom endnu en nyhed, der vækker bekymring for udviklingen i Vietnam, hvor myndighederne i løbet af det sidste halve års tid har stået bag en bølge af kidnapninger af unge kristne, specielt fra den katolske kirke.
Kidnapningerne sker uden dommerkendelser eller officielle anklager, og familierne bliver efterladt uden informationer i ugevis. Siden slutningen af juli 2011 har 16 unge mennesker lidt denne skæbne.
Den nyeste sag vedrører Pierre Ngyuen Dinh Cuong, en ung mand fra Vinh, som blev bortført juleaften, da han var på vej hjem fra et besøg hos en ven. Tre mænd i civil lagde ham i håndjern og smed ham ind i en taxa, der derefter kørte væk.
Dagen efter genkendte en af ofrets brødre taxaen og dens passagerer, jagtede dem på sin knallert og tvang dem til at stoppe. Han ville have besked om, hvad der var sket med hans bror, men de tre mænd greb fat i ham, nægtede at svare og flygtede derefter. Det lykkedes dog nogle andre af Pierre Cuongs venner at følge efter taxaen, og de så Pierre gå ind på det lokale politis hovedkvarter.
Den unge mands venner er ikke i tvivl: det er embedsmænd fra politiet, der gør brug af disse kidnapningsmetoder. Anholdelsen fandt sted uden dommerkendelse, og Pierres familie er ikke blevet informeret om, hvor den unge mand befinder sig.
Hans venner og familie er af den opfattelse, at bortførelsen er forbundet med hans engagement i kirkelige bevægelser, sociale aktiviteter og velgørenhed, især i forbindelse med Johannes Paul II-Centret for Livets Beskyttelse.
Flere af dem, der er blevet arresteret, har tilknytning enten til dette center eller Sammenslutningen af Katolske Entreprenører og Intellektuelle. Begge bevægelser har stor fremgang i det nordlige Vietnam. Nogle af de arresterede havde givet udtryk for støtte til Cu Huy Ha Vu, en 53-årig advokat, som er søn af en af lederne af revolutionen og menneskerettighedsforkæmper.
D. 22. december blev fire andre unge katolikker arresteret, Nguyen Xuân Anh, Nguyen Oai, Nguyen Duyet og Thai Van Dung. De blev interneret i B14-lejren og fik lov til at modtage besøg fra ét af deres familiemedlemmer. Mens der ikke var grund til bekymring for deres fysiske tilstand, kunne det samme ikke siges om deres psykiske tilstand. Man kan også undre sig over, hvorfor kun fire fanger fik lov til at modtage besøg.


