Irans regering spreder falske rygter om Nadarkhani
"Ingen i Iran bliver dødsdømt for deres tro - Nadarkhani er skyldig i voldtægt, zionisme og modarbejdelse af den islamiske orden," siger viceguvernør i Iran
06.10.2011
Iran. I London demonstreres der foran den iranske
ambassade til støtte for pastor Yousef Nadarkhani. Demonstrationen
er arrangeret af Christian Solidarity Worldwide, som Dansk
Europamission også er medlem af.
Pastor Yousef Nadarkhani
Som reaktion har den iranske ambassade offentliggjort en udtalelse, hvori det hævdes, at frygten for, at pastor Nadarkhani bliver henrettet, er "grundløs".
Det er en positiv udtalelse, ligesom det er positivt, at Irans regering lover, at ingen i Iran bliver dødsdømt for deres tro.
Desto mere forstemmende er det så, at højtstående embedsmænd i Iran nu griber til disinformation i medierne, idet de hævder, at pastor Nadarkhani slet ikke er dømt pga. sin tro, men fordi han ifølge en udtalelse fra viceguvernør i provinsen Gilani, Golamali Rezvani, er voldtægtsmand og zionist, der modarbejder "den islamiske orden."
Intet i de dokumenter, som domstolene i Iran har offentliggjort i sagen, tyder dog på, at pastor Nadarkhani nogensinde er blevet anklaget for sådanne forbrydelser. Retsdokumenterne omtaler udelukkende anklagen for apostasi, dvs. frafald fra islam. Det viser, at pastor Nadarkhanis sag nu er blevet så pinlig for Irans regering, at den må gribe til falske oplysninger for at retfærdiggøre dødsdommen.

