Ærkebiskoppen af Hanoi fordømmer angreb på Thai Ha-sognet
Angreb på Thai Ha- kirken og det tilhørende Redemptoristkloster den 3. november udløser reaktion på mindedagen for de 117 vietnamesiske martyrer, som blev kanoniseret af Pave Johannes Paul II i 1988.
Ærkebiskoppen af Hanoi udtalte, at han "fordømmer de barbariske og ulovlige handlinger udført af dem, der har krænket klostrets gårdsplads og sognet Thai Ha med voldeligt og stødende sprogbrug." Udtalelserne fra kirken i Hanoi kom som reaktion på det angreb, der fandt sted 3. november, hvor politi- og militærfolk i hundredvis sammen med hunde og bøller, tæt fulgt af et statsligt tv-hold, angreb klostret, mens de råbte fornærmelser i megafoner, smed med sten og smadrede hoveddøren. De truede desuden flere medlemmer af Redemptorist-ordenen på livet.
Angrebet kom, efter at de lokale myndigheder havde prøvet at tvinge Redemptoristerne til at afgive en del af deres jord, som de havde ejet siden 1928, fordi det skulle bruges til at bygge et vandrensningsanlæg til et hospital i nærheden.
Efter angrebet forsøgte sognepræsten at få myndighederne til at droppe deres planer og give det stykke jord tilbage, som de havde konfiskeret fra sognet. Det er ikke første gang, der er stridigheder om jordrettigheder mellem kirken og staten. Mellem 2008 og 2009 mistede sognet 41.455m2 ud af de 61.455m2 jord, som de ejede, i en tvist med myndighederne. Den gang endte sagen med en fup-retssag, hvor otte katolikker blev prøvet og dømt.
"Vi bakker op om det lokale projekt, der har til formål at forbedre forholdene i lokalsamfundet", sagde p. Nguyen Van Phuong, sognepræst i Thai La-kirken, "men det burde ikke være nødvendigt at plyndre vores sogn".
"Redemptoristerne lejede kirkens jord ud til de lokale myndigheder under krigen. De har brugt den, og nu burde de give den tilbage til os og lade os udføre vores pastorale og velgørende arbejde til gavn for de 20.000 medlemmer af sognet", forklarede han. "Både katolikker og ikke-katolikker har brug for Redemptoristerne".
"Vores bønner skal udtrykke vores taknemmelighed til Gud", bemærkede p. Nguyen. "Lidelse og forfølgelse hjælper os til at se sandheden. Når vi bliver uretfærdigt behandlet må vi reagere ved at elske vores næste endnu mere". Han tilføjede: "Vi er alle her for at bede for Thai Ha-sognet, som har taget den farlige opgave på sig at søge retfærdighed og sandhed."

