Oprørende

Indgroet uretfærdighed mod kristne piger i Pakistan

Af Henrik Ertner Rasmussen

19.07.2011 Leder. Oprørende! Politi, retsvæsen, regering, hvad gør I, når sagesløse unge piger bliver voldtaget af skrupelløse jordbesiddere eller fabriksejere, og når de fattigste og laveste på Pakistans sociale rangstige bliver udnyttet, mishandlet og somme tider slået ihjel, blot fordi de er kristne, og fordi en ekstremistisk, islamisk ideologi beskriver sådanne handlinger som acceptable, når de går ud over ikke-muslimer.

Sådan kan man reagere over for de eksempler, man i Pakistan møder på de indgroede uretfærdigheder i samfundet. "Nogen må gøre noget!" - Jeg tænker lidt på Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan. Den præst, der kom forbi offeret for røveriet, kunne måske have tænkt, at den lovløshed, der tillod disse landevejsrøvere at husere, måtte den romerske hær tage sig af. Måske kunne levitten have tænkt, at tempelpolitiet burde sende patruljer ud for at beskytte dem, der måtte valfarte langsvejs fra til templet. Samaritaneren, som hjalp offeret, gjorde noget ved sagen.

På samme måde foretrækker vor samarbejdspartner i Pakistan, frem for at sige "nogen må gøre noget" at sige "vi må gøre noget." De samler ofrene op, sørger for, at deres fysiske og psykiske sår bliver helet, og at de kommer ind i et miljø, hvor de oplever en velsignet fred og glæde, som det f.eks. sker for de piger, der kommer på syskole. En af de piger, jeg talte med på en sådan syskole for nylig, sagde tak, fordi vi havde hjulpet hende væk fra et liv som slave. Jeg spurgte, om hun virkelig mente, at arbejdet på teglværket var slavearbejdet, og det bekræftede hun. Andre piger sagde "tak, fordi I har reddet vores liv." De mente det helt bogstaveligt, fordi de havde overvejet selvmord, hvilket ofte føles som den eneste udvej for en ung pige, der er blevet voldtaget. Nu er hun intet værd på ægteskabsmarkedet, og det er måske også det, som nogle islamister vil: De kristnes piger skal ydmyges, så de aldrig bliver gift og får børn, hvorved de kristnes antal bliver stadig mindre i landet.

Islamisterne har dog gjort regning uden vært. Der sker via kirken en kulturforandring, således at en ung kristen mand, der virkelig tror på Jesus som den, der giver nyt liv, ikke lægger skylden for voldtægt over på pigen, men på præstens anbefaling gerne gifter sig med hende. Denne kulturforandring sker naturligvis ikke på kort tid, men den er begyndt, og Helligånden vil sørge for, at den sætter sig igennem, måske i løbet af blot en generation.

Det sker dog ikke automatisk, men Gud vil lade det ske, når vi beder for det i Helligånden. Pakistans kristne er i en helt anden situation end vi, men vi er brødre og søstre. De beder for os, ofte under faste. Hvor megen tid er vi villige til at ofre for at bede for dem? - Jeg håber, at mange vil sige: Mere end nu. Det er let at blive indigneret over forholdene, og det er også let at resignere, når de er så massive; men bønnens våben er virksomt på måder, vi næsten vil tro umulige. Derfor er bønnen det allervigtigste instrument i vor hjælp til den forfulgte kirke. I den fornemmer vi, at vi er lemmer på ét legeme, og at smerten hos de lemmer, der er langt borte, også er vor smerte, en smerte, der omsættes til lægedom, når den rækkes op til Gud i bøn.