Frygt for kinesisk præsts skæbne
Blev arresteret, mens han var på husbesøg
27.01.2011 Kina. Troende katolikker i bispedømmet Xuanhua i Hebei siger, at de er bekymrede over sikkerheden for en præst, der blev arresteret i uge 2 i 2011.
Pastor Peter Zhang Guangjun blev den 13. januar bortført fra en katolsk families hjem af betjente fra sikkerhedspolitiet og er ikke blevet set siden.
Nogen bankede på døren til huset og sagde, at de var fra det lokale gasselskab, sagde kirkelige kilder til nyhedstjenesten ucanews.com.
Da døren blev åbnet, trængte omkring ti mænd ind, tvang en af de tilstedeværende til side og tog præsten bort, sagde de.
Han fik ikke tid til at tage sine sko og sin frakke på. Han blev bortført i frostvejr, fortalte kilderne.
Der var forhåbninger om, at pastor Zhang var blevet sendt tilbage til sin hjemby i Zhuolu Amt, men sognebørn, som tog dertil, blev skuffede, da en lokal embedsmand nægtede at give nogen oplysninger om præsten, tilføjede en kilde.
En anden kilde sagde, at pastor Zhang, der er 40 år gammel, lider af en hjertesygdom og tjente som hjælpepræst i Xuanhua sogn, hvor han tog sig af "undergrundskatolikker."
Han er en mand af dyd, der er respekteret af sognebørnene, oplyste kilden.
Siden han blev arresteret, har sognebørnene organiseret tilbedelse af det hellige sakramente 24 timer i døgnet, og nogle har påbegyndt novener for at bede Gud beskytte deres præst.
Kirkelige kilder tror, at regeringsembedsmænd forsøger at få undergrundspræster til at have et "præstekort" på sig, en officiel arbejdstilladelse, og underkaste sig lederskabet i den regeringstro såkaldte "Åbne kirke."
Ucanews.com har fundet ud af, at næsten halvdelen af Xuanhuas 40 præster nu har præstekort, heriblandt både undergrundspræster og præster fra den "åbne kirke." (Kilde: ucanews.com)

