Myrdet i evangeliets tjeneste
En fremtrædende katolsk biskop i Tyrkiet og præsten for den største kristne menighed i Dagestan myrdet
Af Henrik Ertner Rasmussen
Hadet mod kristne trives i Tyrkiet
16.09.2010 Tyrkiet og Dagestan. Med sorg modtog mange kristne i begyndelsen af juni meddelelsen om biskop Luigi Padoveses død, som vi kort omtalte i det sidste nummer af vores blad. Han blev myrdet af en tyrkisk muslim, der i længere tid havde arbejdet som biskoppens chauffør. Det er endnu uklart, om morderen faktisk havde religiøse motiver til ugerningen, eller om den skyldtes psykisk sygdom. Der er dog utvivlsomt mange fanatiske muslimer i Tyrkiet, der har glædet sig over, at biskop Padovese blev gjort tavs, for han var en kendt og indflydelsesrig skikkelse langt ud over, hvad man kunne formode set ud fra antallet af katolikker i landet, og hadet mod de kristne trives desværre temmelig godt i Tyrkiet og næres af en presse, der hellere end gerne kolporterer falske rygter om kristne, der portrætteres som agenter for fremmede magter, der ønsker at skade Tyrkiet.
Biskop Padovese var apostolisk vikar og formand for den katolske bispekonference i Tyrkiet, og han var en visionær leder, der bl.a. bakkede SAT-7 TURK's arbejde op, som Dansk Europamission også støtter. Han var medlem af den franciskanske kapucinerorden, der siden Frans af Assisis dage har arbejdet med mission til den muslimske verden. Biskop Padovese skulle dagen efter, at han døde, være rejst til Cypern for at møde paven i forbindelse med dennes officielle besøg, men den tragiske nyhed kom til at kaste en mørk skygge ind over besøget, idet paven med stor sorg modtog meddelelsen.
Pastor Artur Suleymanov skudt
I august kom så en anden chokerende nyhed om et mord på en kristen leder i et muslimsk land. Pastor Artur Suleymanov, der var præst i den største kristne menighed i byen Makhachkala, hovedstaden i republikken Dagestan, der ligger i Nordkaukasus og er en del af Den russiske Føderation, blev skudt af en ukendt gerningsmand den 15. juli. Motivet er ikke 100 % klart, men op til drabet havde der været opfordringer til at gøre noget ved det problem, at pastor Artur og hans pinsekirke var alt for aktive og tiltrak alt for mange muslimer. Kirken, der kaldes Hosannakirken, består for 80 procents vedkommende af tidligere muslimer, og selv om Dagestan blev ret verdsliggjort under Sovjetunionen, har islam i Dagestan de sidste 20 år vokset sig stærk igen, og de militante retninger er vokset i styrke gennem de senere år. Selv myndighederne er påvirket af islamisme, hvilket har gjort kirkernes eksistens i republikken mere besværlig.
Den 7. juni skrev Geraldine Fagan, korrespondent for vor nyhedstjeneste Forum 18 bl.a. følgende: "Tre pinsepræster fortalte Forum 18, at deres menigheders manglende frihed i overvældende grad skyldtes offentlige holdninger, der hindrer nogle kirkemedlemmer i at deltage i søndagsgudstjenester selv i kirker, der fungerer i åbenhed på bymæssige lokaliteter. En ledende politibetjent i en landsby, hvor han havde stoppet et protestantisk møde, pegede hen på moskéen og sagde til pastor Suleymanov: 'Det er min lov.'"
Pastor Artur var selv fra en muslimsk baggrund, men han blev kristen, efter at hans kone var blevet det og efter nøje at have gransket både i Bibelen og Koranen. Hosannakirken blev grundlagt i 1994 og voksede under pastor Arturs ledelse, så den nu har over 600 medlemmer. Den er vældig aktiv og kendt og respekteret blandt almindelige mennesker i byen på grund af sit udstrakte sociale arbejde og ikke mindst, fordi den har vist fine resultater i sit rehabiliteringsarbejde for misbrugere af narkotika og alkohol. Kirken udgiver også den eneste kristne avis i republikken. Trods en femårig aftale med myndighederne blev det desværre tidligere på året forbudt kirken at sende medarbejdere ind på besøg i fængslerne.
Som deltager i kristne konferencer har jeg flere gange mødt pastor Artur, som har gjort et stort indtryk på mig som en frygtløs forkynder af evangeliet. Han var ved sin død 49 år gammel og efterlader sig hustruen Zina og fem børn, hvoraf den yngste er 12 år gammel.
Æret være biskop Luigis og pastor Arturs minde!

