Blinde piger fik hjælp fra Dansk Europamission
Dansk Europamission har igen via vor samarbejdspartner i Pakistan været med til at bringe glæde til en gruppe blinde piger. Det skete i januar 2010, da de blinde piger fik overrakt en række gaver samt betalt deres skolegang af Dansk Europamission
Af Henrik Due Jensen
Når en fattig familie skal passe på deres blinde pige, er det ekstra hårdt, fordi pigen ikke kan være til særlig stor gavn for familien på grund af sit synshandicap. Samtidig vil handicappet med stor sandsynlighed forhindre pigen i at udføre et normalt arbejde.
Dansk Europamission har tidligere beskrevet overgreb på fattige piger i Pakistans landsbyer, og vi vil som organisation fortsat være med til at forhindre yderligere vold mod sagesløse kristne piger ved at udruste dem med skolegang eller anden form for uddannelse samt øvrige tiltag, der kan give pigerne et bedre liv.
På blindecenteret kan pigerne opleve tryghed. Dansk Europamission har ved flere besøg i landet besøgt de blinde piger og været med til at gøre pigernes tilværelse mere tålelig med den praktiske hjælp. Vi har været vidne til, hvordan smilet er kommet frem til trods for deres vanskelige vilkår. Ved at udruste pigerne og blindecenteret med fornyet inventar, mad, tøj, sko, skriveredskaber og skoleuniformer samt yde betaling for skolegang giver vi pigerne håb og visheden om, at de har betydning, og at det er muligt at få et bedre liv, selvom de er blinde og en udsat gruppe.
Dansk Europamission takker for opbakningen og støtten til de blinde piger i Pakistan.
Sana
Fazil fortæller:
Jeg hedder Sana Fazil og bor på Blindecenteret i Youhanabad i Lahore. Jeg blev født blind, og jeg kan stadig huske, da en mand voldtog mig. Da jeg forlod mit hjem for at flytte ind på Blindecenteret, forstod jeg ikke, hvorfor jeg skulle flytte. Jeg græd, men min far sendte mig alligevel til Centeret. Jeg var meget ulykkelig, fordi jeg ikke havde noget, der tilhørte mig personligt.
Det er sandt, at jeg ikke kan se med mine fysiske øjne, men jeg kan se og fornemme med mine åndelige øjne de kærlige gaver, som jeg har modtaget fra Dansk Europamission. Dansk Europamission betaler mine skolepenge, mit papir, mine blindskriftbøger, sko, mad etc.
Min familie og jeg er meget taknemmelige og påskønner Dansk Europamissions kærlighed og givernes dyrebare kærlighedsgaver og udstrakte barmhjertige hænder, der gør, at jeg kan få støtte på Blindecenteret.
Vi beder alle på Blindecenteret for Dansk Europamission og for dem, som sender deres kærlige gaver til os og giver blinde piger mulighed for at udvikle sig på Blindecenteret og være til velsignelse for sig selv og deres familier. Vær søde at huske os i jeres personlige bønner.

