I MÅ IKKE MØDES TIL GUDSTJENESTE
Af Müshfig Bayram
Uregistrerede fællesskaber af protestantiske kristne, Hare Krishna-tilhængere og Ahmadiyya-muslimer i mange dele af Kirgisistan er blevet beordret af myndighederne til at holde op med at mødes til gudstjeneste ifølge nyhedstjenesten Forum 18.
I nogle tilfælde har sådanne fællesskaber fået at vide, at statsregistrering i hovedstaden Bishkek ikke tillader religiøs aktivitet andetsteds. En protestantisk kirke i den nordvestlige del af landet fortalte Forum 18, at den i to år forgæves havde forsøgt at blive registreret, men at den ikke kunne blive det, medmindre den havde 200 underskrifter. ”Hvordan kan vi samle 200 underskrifter, hvis ikke vi får tilladelse til at fungere normalt?” sagde menighedens leder.
På spørgsmålet om, hvad der ville ske med religiøse fællesskaber, der har mindre end 200 medlemmer og derfor ikke kan blive registreret, fortalte en embedsmand fra Statsagenturet for religiøse Anliggender Forum 18: ”Der er en lov, og vi vil behandle dem derefter.” En ansat i agenturet, der af frygt for repressalier fra statens side ikke ønsker sit navn frem, fortalte for nylig en person, som er kendt af Forum 18, at der efter præsidentvalget i juli 2009 ville komme ”en massiv kampagne mod religiøse grupper, der mødes ulovligt.”


