Katolsk præst myrdet i Indien – måske tortureret
Bangalore, d. 18. aug. 2008 (CWNews.com) – En karmeliterpræst er blevet myrdet og vansiret på en måde, der vækker mistanke om, at han er blevet tortureret. Det er sket i Andhra Pradesh, en sydlig delstat i Indien.
Pater Thomas Pandipally blev dræbt lørdag nat, efter at han på motorcykel forlod et nonnekloster, hvor han havde holdt messe. Nonner fra klosteret opdagede præstens lig søndag morgen. Politiet fandt hans motorcykel nogle få kilometer derfra.
"Der er seks store sår på liget. To på brystet, på maven og i ansigtet. Alle disse viser klart, at han blev brutal myrdet,” sagde en talsmand for kongregationen Den ubesmittede Marias Karmelitter. Pater Pandipally havde været leder af denne kongregations center ved Yellareddy.
Delstaten Andhra Pradesh har været vidne til omkring 25 større angreb på kristne inden for dette år. Tre evangeliske pastorer blev dræbt i løbet af de to foregående år. (Kilde: CWNews.com; oversættelse: Daneu Press)

